Fusion skaber Danmarks næststørste trykluftvirksomhed
To af Danmarks førende virksomheder inden for trykluft, RENO-FF A/S og Ardua Handels- og ingeniørselskab ApS, har dags dato besluttet at fusionere. Formålet er at skabe den stærkeste og mest innovative virksomhed i den danske trykluftbranche
To af Danmarks mest markante spillere på markedet for industriel Trykluft og trykluftservice fusionerer nu for at skabe en tiltrængt konsolidering på det danske marked. Det fusionerede selskab skifter samtidig navn til ARDUA RENO-FF for at signalere dels virksomhedens trykluft historie fra 1952 og dels understrege den styrke, som det fusionerede selskab får på markedet.
- Vi gennemfører en fremtidssikret og nødvendig konsolidering i branchen ved at etablere ARDUA RENO-FF. De to virksomheder i fusionen komplementerer hinanden på produkter, løsninger og kundesegmenter. Vi har derfor alle muligheder for at skabe stærk vækst fremover i det nye selskab, siger Jørn Iversen, administrerende direktør i RENO-FF og ny adm. direktør i ARDUA RENO-FF.
Den nye direktør understreger, at alle medarbejdere fra de to virksomheder tilbydes ansættelse i den fusionerede organisation.
- Vores målsætning er vækst. Og vi får brug for dygtige medarbejdere til at løfte den store opgave, understreger direktøren.
Det fusionerede selskab bliver branchens næststørste aktør med en omsætning på over 90 millioner kr. og 53 medarbejdere. Og den nye storspiller på det danske trykluftmarked har appetit på endnu mere.
- Vores sammenlægning gør os langt mere effektive og dynamiske. Vores udvidede kompetencer og geografiske dækning er med til at sikre vores eksisterende og nye kunder de mest konkurrencedygtige løsninger og udekørende service på feltet, forklarer adm. direktør for Ardua A/S, Hans Togeby, som er ny salgsdirektør for industri og service aktiviteterne i ARDUA RENO-FF.
ARDUA RENO-FF baserer sin forretning på treenigheden kundekendskab, teknisk indsigt og innovation. Fusionen skaber ligeledes en af Danmarks største og bedst geografisk dækkende service organisationer til glæde for nye som eksisterende kunder.
- Vi vil være offensive i vores vækststrategi og kontinuerligt undersøge akkvisitionsmuligheder og samarbejder i vores branche. ARDUA RENO-FF vil være branchens ledende aktør på alle parametre, understreger adm. direktør Jørn Iversen.
ARDUA RENO-FF vil fremadrettet repræsentere Danmarks førende produktsortiment inden for stempel og skruekompressorer i form af RENO, FF og Gardner-Denver produkter.
Ved fusionen sammenlægges fusionspartnernes afdelinger i Århus, som herefter udgør hovedafdelingen for industriel trykluft og service. På Sjælland sammenlægges 2 afdelinger i Karlslunde ligeledes rettet mod industriel trykluft og service. Afdelingen i Thyregod bliver hovedafdeling for produktion, lager, højtryk, eksport og forhandlersalg.
Yderligere oplysninger fås hos:
| Jørn Iversen | Hans Togeby |
| Adm. direktør | Adm. direktør |
| RENO-FF A/S | Ardua Handels- og ingeniørfirma Aps |
| På telefon: 40 28 64 05 | På telefon: 21 71 70 74 |
| Mail: ji@reno-ff.dk | Mail: hans.togeby@ardua.dk |
Kort om FUSIONSPARTERNE.
RENO-FF A/S blev i 2005 etableret som en fusion mellem RENO A/S og FAST A/S. Selskabet er før fusionen Danmarks største producent og distributør af RENO og FF kompressorer, primært til forhandlere inden for primært landbrugs-, autobranchen og eksport. Herudover produceres og distribueres RENO højtryksrensere gennem såvel forhandlere som via projektsalg. Inden for industriel trykluft driver RENO FF en landsdækkende afdeling, med special- og kundetilpassede løsninger baseret på FF skruekompressorer. RENO-FF beskæftiger 39 medarbejdere.
Ardua A/S blev etableret i 1972 af Hans Togeby, som siden har udviklet Ardua til en landsdækkende aktør inden for industriel trykluft og trykluftservice. Ardua forhandler Gardner-Denver skruekompressorer i Danmark og har gennem en årrække specialiseret sig i frekvensregulerede løsninger. Ardua beskæftiger 14 medarbejdere.
